Bach på et sølvfad

Elegant dansemusik fra barokkens guldalder

Tekst og foto:
Ole Josephsen,
musikanmelder






Musik: Landets fornemste barokorkester, Concerto Copenhagen, samlede fuldt hus i Mørdrup Kirke søndag eftermiddag da de gav en opvisning med suveræne opførelser af Bachs fire orkestersuiter. Det var Bach serveret på et sølvfad.
    Dirigent var orkestrets 1.gæstedirigent, italieneren Alfredo Bernardini, og koncerten var sæsonens sidste i Espergærde Musikforening.

Kongelige danserytmer
Hver af de fire suiter indledes med en ouverture, der udmærker sig ved punkterede rytmer og med fyldige koncertante passager. Efterfulgt af et antal satser i baroktidens danserytmer: Bourrée, Gavotte, Menuet, Sarabande, Rondeau, Polonaise, Courante, Passepied og hvad de ellers hedder.
    Barokkens betydeligste monark var den franske konge, Ludvig den 14., og det var ved hans hof, der blev danset i den store stil, derfor har alle dansene franske navne.

En salig rislen
Concerto Copenhagen leverede musikken energimættet og med et enormt drive. Musikerne havde smil på læben og øjenkontakt med hinanden, så alle indsatser var ultrapræcise.
    Klangbilledet stod smukt i rummet, præget af de tidstro instrumenter, baroktrumpeter uden ventiler, barokoboer, og så spillede strygerne naturligvis med bachbuer.
    Den berømte fløjtesolo i Badineri-satsen i suite nr.2 blev blæst helt virtuost flot af Katy Bircher på en tværfløjte af ibenholt. I suite nr.3 hørte vi den lige så berømte Air med Fredrik From på barokviolin. Den var så smukt spillet, at det rislede saligt ned ad ryggen.

I en klasse for sig
Efter sidste sats i den sidste suite, en fejende flot Gigue, brød det store bifald løs, og vi fik da også et ekstranummer, den brusende Bourrée fra suite nr.4.
    Alfredo Bernardini dirigerer med sin obo lige så effektivt som Lars Ulrik Mortensen med sit hoved. Han havde styr på sine tropper.
    Concerto Copenhagen består af vel sammenspillede og dedikerede musikere. Det er svært at forestille, at nogle skulle kunne gøre det bedre. Lad os da bare bruge ordet verdensklasse.

Helsingør Dagblad, den 19.april 2018