Læs anmeldelsen

Espergærde Musikforening






38.sæson 2017/2018Januar 2018
Nyhedsbrev nr. 321
          

Ved koncerten medvirker 3 musikere, der alle befinder sig på det internationale topplan. Den armenskfødte Marianna Shirinyan, piano, har fundet sammen med engelske Priya Mitchell, violin, og svenske Torleif Thedéen, cello, og har dannet en trio, der her får sin danske debutkoncert i Mørdrup Kirke. På programmet står 2 sværvægtere i klavertrio-litteraturen: Schubert: Klavertrio nr.1 og Brahms: Klaver-trio nr.1.



Søndag den 21.januar 2018 kl.16.00i Mørdrup Kirke
Marianna Shirinyan, piano
Priya Mitchell, violin
Torleif Thedéen, cello

Franz Schubert
   (1797 - 1828)
Klavertrio nr.1, B-dur, op.99
   Allegro moderato
   Andante un poco mosso
   Scherzo: Allegro
   Rondo: Allegro vivace

P a u s e

Johannes Brahms
   (1833 - 1897)
Klavertrio nr.1, H-dur, op.8
   Allegro con brio
   Scherzo: Allegro molto
   Adagio
   Allegro


Bemærk venligst, at ændringer i programmet kan forekomme

Marianna Shirinyan er født i Jerevan, Armenien og har spillet klaver, siden hun var 7 år. Hun blev uddannet ved musikskolen og siden konservatoriet i Jerevan, og kom i 1999 til Hamburg, hvor hun studerede hos Mathias Weber. Hun kom til Danmark i 2003 og blev medlem af Esbjerg Ensemble, inden hun sluttede sine studier ved Musikhochschule Lübeck i 2007. Samme år fik hun ansættelse som lærer ved DKDM. Marianna har modtaget et stort antal priser. Her kan nævnes, at hun i 2006 vandt 5 priser ved den prestigefyldte ARD konkurrence i Tyskland og i 2009 Musikanmelderringens Kunstnerpris. Hun har optrådt med en række tyske, svenske og finske orkestre, danske landsdels-orkestre, Det Kgl.Kapel og DR Symfoniorkester samt deltaget i talrige musikfestivaler i det meste af Europa. Marianna har indspillet en række cd'er, både som solist, kammermusiker og sammen med symfoniorkestre. Debut-cd'en fra 2010 med kammermusik af Chopin, hvor hun spillede sammen med Vilde Frang, violin og Andreas Brantelid, cello blev kåret som Årets danske kammermusik/solo-udgivelse. Her i Musikforeningen har hun optrådt flere gange, sidst i november 2013 med en solokoncert.

Priya Mitchell voksede op i Birmingham og studerede hos David Takeno ved The Yehudi Menuhin School og hos Zachar Bron i Tyskland. Hun blev udvalgt som den britiske repræsentant til den europæiske koncertsals-organisations koncertserie 'Kommende Stjerner' og gav koncerter i Paris, Wien, Frankfurt, Amsterdam, Bruxelles, Birmingham, London og New York. Succesen førte til en række højt roste turnéer med bl.a. Royal Philharmonic Orch., BBC Symphony Orch., English Chamber Orch. og London Mozart Players. Priya Mitchell har desuden spillet med orkestre i Belgien, Polen, Australien, Rusland og Tyskland og optrådt ved internationale festivals over hele Europa. Musiktidsskriftet 'The Strad' har betegnet hende som en af sin generations fremmeste violinister.

Torleif Thedéen er uddannet i Sverige og fik international berømmelse, da han som 23-årig i 1985 vandt 3 af verdens mest prestigefyldte cellistkonkurrencer. Han spiller regelmæssigt med verdens fornemste orkestre og dirigenter, og samtidig er han kammermusiker og optræder på scener som Wigmore Hall, London, Carnegie Hall, New York, og Concertgebouw, Amsterdam. 1992-96 var Torleif Thedéen professor ved DKDM, og fra 1996 er han professor ved Det kongelige Musikkonservatorium i Stockholm. Hans diskografi omfatter 14 cd-udgivelser med soloværker, kammermusik og cellokoncerter.

Franz Schubert's klavertrio i B-dur er skrevet i løbet af oktober måned 1827, kun et år, før han døde. Den spilles oftere i dag end dengang, og den lever, fordi den i bemærkelsesværdig grad ejer de træk, der kendetegner Schuberts musik: Smil og tårer, smukke melodier, besnærende følelsesmæssig appel, vidunderlig sarthed, fuldendt form, menneskelig varme og, frem for alt, den svage understrøm af blid melankoli, der ånder gennem næsten alle Schuberts værker.
      Førstesatsen ejer en maskulin styrke og en munter rytme, og den byder på en friskhed og livlighed, der holder tilhøreren fangen. Når man hører den smukke andensats, behøver man ingen musikalske forkundskaber for at kunne føle det umiddelbart yndefulde i musikken. Schumann skrev engang, at den bedste forklaring efter sådan musik er tavshed! Trediesatsen er en glad scherzo. Borte er vemodet fra den foregående sats, her råder liv, glans og munterhed. I fjerdesatsen udfolder de tre instrumenter hver deres muligheder, grundigt uden at blive forceret. Man oplever en mangefarvet rigdom af musikalske virkemidler, en energi og et væld af toner, der bliver til et glødende tæppe af sublim musik.
Ole Josephsen


Brahms' trio opus 8 har en interessant historie: den blev faktisk komponeret 2 gange. Første version er fra 1854, den var et populært værk, som blev opført mange gange, også selv om Brahms ikke var helt tilfreds med den. Alle var enige om, at den havde geniale indfald, men flere fornemmede desuden, at der var noget ved den, der ikke helt fungerede. Brahms forsøgte først at gøre den kortere, uden videre held, men da han på et tidspunkt skiftede forlag, blev han af det nye forlag bedt om at gennemrevidere sine tidlige værker, deriblandt trioen. Han ændrede meget og strøg en hel del. Man kan sige, at den ældre erfarne komponist hjalp den unge uerfarne med at skrive - et mesterværk! Brahms er kendt for at have været meget kritisk over for egne værker og for at destruere rigtig mange af dem, hvis han følte de ikke fungerede, men det blev altså heldigvis ikke denne trios skæbne. Den bliver i den nye form en sammensmeltning af det bedste hos den unge og den gamle Brahms. Han sagde spøgefuldt, at man nemt kunne ændre opusnr fra 8 til 108, men han lod den dog stå som det ungdomsarbejde, den var.

Trioen er, som Brahms' andre klavertrioer, i 4 satser, hvilket giver den et symfonisk præg. 1. sats er i sonateform, den begynder med et tema i cello og klaverstemmen og arbejder sig op i intensitet. 2.satsen er en scherzo, hvor han kombinerer fine passager med voldsomme udbrud. 3. sats starter med et tema, hvor klaveret sætter ind med en række luftige akkorder, afbrudt af en vemodig mol-melodi hos celloen. Finalen er intens i tempo, med punkterede rytmer og ungdommelig turbulens.
Lisbeth Ringsholt


Espergærde Musikforenings næste koncert finder sted søndag den 25.februar kl.16 i Mørdrup Kirke, hvor Det Danske Ungdomsorkester med Jonas Frølund på klarinet og Morten Ryelund som dirigent vil spille Carl Nielsens klarinetkoncert og Rich.Strauss' Metamorfoser for 23 strygere.


Espergærde Musikforenings koncerter nyder støtte fra