Shostakovich' signatur

Tilhørerne blev holdt i et fast greb ved
søndagens koncert i Mørdrup Kirke


Tekst og foto:
Ole Josephsen,
musikanmelder



    



ESPERGÆRDE: Det var helt igennem den perfekte koncert søndag eftermiddag i Mørdrup Kirke.

Et stort symfoniorkester på professionelt plan med en målrettet dirigent spillede 3 værker, der på hver sin vis er væsentlige bidrag til musiklitteraturen. Espergærde Musikforening var arrangør.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester med Morten Ryelund i spidsen indledte med Niels W.Gades opus 1, den prisbelønnede Ossian-ouverture, et dejligt stykke dansk musik.

Man forstår godt, at Mendelssohn var begejstret for dette værk, der rummer så meget dansk romantik - og dramatik - med blidt syngende strygere, der afløses af kraftige og majestætiske blæserpassager.

Horn med mundvand
I Richard Strauss' Hornkoncert nr.1var den unge Lasse Mauritzen solist. I koncertens tre satser bliver hornets mange muligheder udforsket i rigt mål.

Sidste sats byder på rent virtuoseri i den jublende sejrsfanfare. Det var fascinerende at se Lasse vende og dreje sit instrument med jævne mellemrum for at tømme det for mundvand.

Som ekstranummer fik vi her Mogens Andresens 'Chiamata di Coro', et medley over horntemaer af bl.a. R.Strauss og Wagner og fra 'Starwars'. Det var festligt.

Krig og ekstase
Efter pausen kom hovedværket: Dmitri Shostakovich' vældige, næsten timelange 10.symfoni. Et værk, der først kunne skrives, da Stalin var død i marts 1953, og som efter komponistens eget udsagn handler om Sovjetunionen under Stalin.

Første sats er mørk og vemodig, men også trodsig. I anden sats er der krig. Rå og brutal fortissimo, der tager vejret fra tilhørerne.

Tredje sats rummer en kantet vals og bringer temaet d-es-c-h, Shostakovich' musikalske signatur. Sidstesatsen indledes med vemodige blæsersoli, en folkedans sniger sig ind, og det hele ender med d-es-c-h temaet blæst ud i rummet for fuld skrue - en ekstatisk slutning.

Shostakovich' 10.symfoni holder tilhørerne i et fast greb hele vejen. Han ville noget med sin musik, og det mærker man. Eftertiden regner den for hans mest personlige symfoni - og måske ypperste.

Den fyldte kirkesal applauderede varmt og længe, og sluttede med stående bifald.

Helsingør Dagblad, den 15.november 2017