Cello og klaver i frydefuldt samspil


Ole Josephsen
musikanmelder


Foto: Ole Josephsen

ESPERGÆRDE:To af landets fornemste musikere, Toke Møldrup på cello og Katrine Gislinge ved klaveret, spillede søndag eftermiddag i Mørdrup Kirke en raffineret sonate af Debussy, en oprørsk sonate af Shostakovich og en klassisk sonate af Brahms. Koncerten var arrangeret af Espergærde Musikforening, der kunne glæde sig over fuldt hus.
     Claude Debussys sonate fra 1915 begynder drømmende med raffinerede klange i klaverstemmen. I andensatsen, Serenade, bruger celloen pizzicato og imiterer en guitar i et ping-pong spil med klaveret. Finalen er legende let og udfordrer celloens klanglige muligheder med allehånde glissandi og pizzicati.
     Dmitri Shostakovich skrev sin sonate i 1934 som et oprør mod den herskende musikstil, der skulle hylde regimet. Første sats, i roligt tempo, bruger russiske folkemelodier som inspiration. I anden sats følges cello og klaver ad i et hidsigt forløb. Tredjesatsens Largo indledes blidt syngende af celloen, mens klaveret punktuerer takten i en rolig puls. Satsen ender pianissimo. Sonatens sidste sats bringer markante og springske temaer i spil. De mejsles ud i begge instrumenter med hvirvlende løb i klaveret og rasende strøg i celloen. Det var den provokerende Shostakovich vi her hørte.
     Efter pausen kom turen til Johannes Brahms. Hans sonate nr.1 for cello og klaver fra 1865 er melodisk, dynamisk og intens. Den indledes roligt i celloen, mens klaveret fabulerer over et lyrisk tema. Anden sats er en munter menuet med et elegant turneret sidetema. Sidste sats begynder med en fuga, og så går det ellers over stok og sten. Fugaen kommer igen, og det ender i en forrygende coda med virtuost spil af både cello og klaver.
     Et begejstret publikum takkede med et stående bifald til de to populære musikere, som kvitterede med et ekstranummer: Sergej Rachmaninovs Vokalise, hvor det var celloen, der sang smukt og vemodigt i blidt samspil med klaveret.
     Toke Møldrup og Katrine Gislinge har spillet sammen i mange år, og det kan mærkes i samhørigheden og den indbyrdes forståelse. Deres tætte samspil var frydefuldt.

Helsingør Dagblad, den 15.november 2019