program3

Toke Møldrup er uddannet ved DKDM hos Morten Zeuthen og Tim Frederiksen. Han er prisvinder ved flere internationale konkurrencer og har spillet koncerter i store dele af verden. Han har optrådt som solist med de fleste danske symfoniorkestre og har spillet ved festivaler i Europa og USA. Han har i 2018 udgivet en anmelderrost indspilning af Bachs cellosuiter, og i 2019-20 udkommer de samlede sonater af Beethoven og Brahms med pianisterne Yaron Kohlberg og Katrine Gislinge. For tiden har han orlov fra sit job som solocellist i Copenhagen Phil for bedre at kunne varetage sine mange solistiske opgaver. Han spiller på en David Techler cello, Rom 1697, venligst udlånt til ham af Augustinus Fonden.

Katrine Gislinge vandt i 1985 guldmedalje i Berlingskes Musikkonkurrence og blev året efter optaget på DKDM hos Anne Øland. Efter diplomeksamen i 1990 fortsatte hun i solistklassen med studieophold hos bl.a. Seymour Lipkin i New York. Efter sin debut i 1992 har hun studeret hos Boris Berman og Peter Feuchtwanger. Siden har hun etableret sig som en af Skandinaviens førende og mest markante pianister, og med sin formidable udtryksvilje og exceptionelle indlevelse i musikken placerer hun sig som en af de mest markante og interessant kunstnere i Danmark. I de seneste år er både nyere musik og den allernyeste musik blevet en naturlig del af hendes repertoire, og førende danske komponister som Per Nørgård og Bent Sørensen har begge dedikeret værker til hende.

Ole Josephsen

Claude Debussy bliver i 1914 opfordret af sin forlægger til at komponere en serie af sonater for 6 forskellige instrumentsammensætninger som en hyldest til de franske komponister fra det 18. århundrede, primært Couperin og Rameau. Debussy når at komponere sonater for klaver og cello i 1915, for fløjte, bratsch og harpe, ligeledes i 1915 og for violin og klaver i 1916-17, inden han dør i 1918 og således ikke får fuldendt sit værk.
     Sonate for klaver og cello i d-mol, L135 er en fast bestanddel af det moderne cello-repertoire og betragtes som et af mesterværkerne inden for genren samt noget af en udfordring for cellisten. Den er med sin koncentrerede og velproportionerede form, original melodik og sine raffinerede og overraskende klanglige virkemidler et unikt værk i sin genre. Prologens frie deklamatoriske linier, hvis skjulte tematik dukker op i de andre satser, danner en stemningsmæssig vemodig helhed med rytmiske træk fra barokken . Den centrale midtersats er en højst usædvanlig surrealistisk fantasi, hvor Debussy i virkeligheden opfører et stykke pantomimeteater, idet han omdanner celloen til en serenadespillende guitar. Både her, og i den spansk inspirerede finale, får cellisten virkelig chancen for at udforske instrumentets klanglige muligheder med et væld af typer af pizzicati, glissandi og vibrati. De to sidste satser opføres ofte sammenhængende.

Dmitri Sjostakovitj skriver sin Sonate for cello og klaver i d-mol, op. 40 i 1934, i en af de mest turbulente perioder i sit liv. Han er flere gange blevet irettesat af myndighederne for sin musiks spottende parodier og ufolkelige hårdhed, og hans opera Lady Macbeth fra samme år ryster i den grad Stalin og hele det sovjetiske styre, så ikke bare hans virke som komponist er i fare, men faktisk også hans liv.
     Sonaten er et stykke Absolut Musik (musik af objektiv og intellektuel karakter), i modsætning til hans symfonier, som skulle hylde regimet og støtte det kommunistiske styre. Men med vores viden om Sjostakovitj' kampe med det sovjetiske styre, er det ikke svært at høre, at værket er anspændt, hånligt og udtalt bittert.
     Med cellosonaten begynder den retrospektive stil, som er karakteristisk for denne periode. De to temaer i førstesatsen er inspireret af russisk folkemusik. Det første tema i sonatineform indledes af celloen akkompagneret af arpeggioer i klaveret, som udvikles til et intenst højdepunkt. I det ømme andet tema forkynder klaveret en lysstråle, som efterlignes af celloen. Det første tema vender kort tilbage, hvorefter det andet tema overtager. I slutningen af satsen er der langsomme staccatoakkorder i klaveret og vedvarende lange toner i celloen, og satsen ender sært uafsluttet. Andensatsen har springende toneartsskift og gnistrende kontraster mellem det smertelige, det banale og det groteske. Klaverets tema er i oktavspring, mens celloens tema er mere muntert, og det efterlignes af klaveret i det høje register. 3. sats skildrer sjælfuldt de russiske stepper med klaveret som baggrund for celloens sangagtige tema. Finalen begynder ubekymret, men fortsætter grotesk og ironisk, dens hovedtema gentages tre gange af begge instrumenter afbrudt af strålende skalaer, for så at afsluttes abrupt, næsten kynisk, som med et øksehug.

Johannes Brahms må tidligt træffe valget, om han vil være pianist eller komponist, og han er splittet i sin musikalske inspiration fra og afhængighed af vennen Robert Schumann på den ene side og den store tyske musikalske arv fra tidligere på den anden side. Han forsøger at arbejde begge strømninger ind i sin musik - som det fx ses i Sonate for cello og klaver nr 1, e-mol, opus 38.
     Brahms påbegyndte arbejdet med sonaten i 1862, men færdiggjorde den først i 1865. Sonaten er af stor betydning, idet det er det første værk for to instrumenter, vi kender fra hans hånd, og det har en klar forbindelse tilbage til hans tidlige værker.
     I sonaten viser han sin store erfaring fra klaveret, samtidig med at man mærker hans nøje studier i celloens register. I 1. sats lægger celloen ud med en melodi, der svinger i dynamik og intensitet, inden klaveret overtager, og begge instrumenter bygger energisk op til et klimaks, inden de lukker satsen i en fredelig gentagelse af temaet fra indledningen. Udformningen af temaerne og valget af tonearterne i menuetsatsen viser et vist opgør med traditionen - og så alligevel ikke, idet man i stilen fornemmer både Schubert, Mozart og Beethoven. Finalesatsen er bygget op som en blanding af fuga- og sonateform, og der er citater fra Bach's Die Kunst der Fuge. Brahms ser tilbage i tid, samtidig med at sonaten bevæger sig fremad. Han viser sig her som en værdig arvtager efter sine store forbilleder.

Lisbeth Ringsholt

Næste koncert i Espergærde Musikforening finder sted søndag den 1.december kl.16 i Mørdrup Kirke, hvor Arild Strygekvartetten vil spille 3 strygekvartetter af Ludwig van Beethoven.

Datoen for sæsonens sidste koncert, oprindeligt programsat til den 19.april, er flyttet til den 5.april 2020.

Espergærde Musikforenings koncerter nyder støtte fra