Den store sang i Mørdrup




Tre flotte stemmer tog publikum med på strejftog i operaens verden




Af Ole Josephsen, musikanmelser


Foto: Ole Josephsen

ESPERGÆRDE: Det var en sand perlerække med hele 17 arier og duetter fra kendte operaer, der blev præsenteret ved Espergærde Musikforenings åbningskoncert søndag eftermiddag i Mørdrup Kirke.
     Helsingør Kammeropera medvirkede med Guido Paevatalu, baryton, Niels Jørgen Riis, tenor og Camilla Illeborg, sopran, og Leif Greibe akkompagnerede på Mørdrup Kirkes fine Steinway flygel.
     Guido Paevatalu indledte med et af sine glansnumre, Faktotumarien fra Rossinis "Barberen i Sevilla". Veloplagt og med et glimt i øjet gav han koncerten en flyvende start med beretningen om den foretagsomme barber, som alle kalder på.
     Han var grev Almaviva i Mozarts "Figaros bryllup", der inviterer Susanna (Camilla Illeborg) til en tur i parken, og som en fnysende vred greve, der lover hævn over alle dem, der har spillet ham et puds. Han fik lov til at slutte koncerten med et andet af sine glansnumre, Toreadorarien fra Bizets "Carmen", hvor han fik publikum til at synge med.

En sjælfuld tenor

Niels Jørgen Riis sang Nemorinos "Una furtiva lagrima" fra Donzettis "Elskovsdrikken" om tåren i Adinas øje, der fortæller, at der er ham, hun elsker. Smukt og fuld af lidenskab.
     I et uddrag af Puccinis "La Bohème" gav han som Rodolfo - i samspil med Camilla Illeborg som Mimi - "Che gelida manina", hvor hun svarer med "Mi chiamano Mimi", og de sammen besynger deres kærlighed i "O soave fanciulla". Det var et af koncertens højdepunkter.
     Fra Puccinis "Tosca" fik vi den berømte Tårnarie "E lucevan le stelle", som han med sine indtrængende stemmepragt fik gjort bevægende. Med "Vesti la giubba" fra Leoncavallos "Bajadser" og "La fleur que tu m'avais jetée" fra Bizets Carmen, som begge også rangerer blandt operalitteraturens store arier, fik Niels Jørgen Riis slået fast, at han er en af landets førende tenorer.

Et muntert punktum

Camilla Illeborg, havde, udover sin store arie fra "La Bohème", en arie om den frie fugl fra "Bajadser", som hun forgyldte med sin dejlige stemme. I en duet fra Verdis "La Traviata" sang hun som Violetta smukt og resigneret, at hun vil forlade Alfredo.
     Leif Greibe var sikkerheden selv ved flyglet. Påpasselig og smukt spillende gav han sangerne det rette medspil og medvirkede til en stor operaoplevelse.
     Et stående og langvarigt bifald udløste et ekstranummer: Enkevalsen fra Lehars "Den glade Enke", hvor de 3 sangere sang og valsede rundt til publikums begejstring. Et muntert punktum for en herlig eftermiddag med den store sang.

Helsingør Dagblad, den 14.september 2018